ProjektShowStompStreet Performance

HabenGoods Street Stomp og Klods Hans Prisen

Under HCA Festivals 2014 i Odense lykkedes det vores Street Stomp gruppe HabenGoods at vinde folks hjerter med simple midler.

Vi havde ikke overvejet at vi kunne komme i betragtning til publikumsprisen “Klods Hans Prisen”, men vi havde skrevet en omfattende projektansøgning til HCA Festivals, hvor vi både skulle på gaden med vores Street Stomp Show og på scenen i Teater Momentum med vores Great Gadget Show.

Festivalen valgte at engagere os til at optræde på gaden bla., fordi de ønskede at gøre festivalen mere synlig udenfor de etablerede venues. Vores ønske om at skabe en sceneforestilling holdt vi fast i, og det lykkedes os at få et tilskud fra Odense Kommune til at dække husleje og teknik. Dermed havde vi hele to shows repræsenteret i festivalprogrammet, hvilket gav os alle muligheder for at folde vores gadget/stomp shows ud.

Vi satte PR maskinen igang med plakater, flyers, pressemeddelelser og Facebook, hvorefter der skete ting og sager… Fyens Stiftstidende havde bemærket vores daglige tilstedeværelse i programmet og bad om et interview til det særlige HCA Festivals tillæg som udkommer op til Festivalen.

HabenGoods i Fyens Stiftstidende

Odense Symfoniorkester er hvert år vært for festivalens åbningsshow i Koncerthuset, og kontaktede os for at høre om vi kunne indgå som de skæve indslag i programmet. Vi landede en aftale om, ikke bare at sparke døren ind i koncertsalen og forstyrre Ellmark og Rossen i konferencierrollerne, men vi fik også lavet et arrangement af filmtemaet til Mission Impossible for symfoniorkester og HabenGoods – WOW!!!

HabenGoods-OdenseSymfoniorkester

Det blev en stor succes, både for os og for publikum, som elsker når rammerne i et ellers distingveret set up slår revner, og både Kronprinsesse Mary og Sir Salman Rushdie måtte løfte øjenbrynet og se hvad vi havde gang i. Det blev det perfekte startskud på en uge, der tog fart på en måde vi kun kunne drømme om.

Allerede første dag stod folk på gaden og ventede på at vi skulle optræde med vores street cykel og rullende mormor orgel – og samme dag tikkede de første læserbreve ind på avisen om indstilling til publikums-prisen. Vi oplevede at både avis og tv tog kontakt for, at lave aftaler om interviews og optagelser til nyhedsindslag fra vores street stomp og mødet med vores publikum på gaden. Hver dag var der flere og flere gæster på gaden som ventede på vores optræden og bad om autografer og visitkort, og som ville se mere…

HabenGoods-Street-Stomp

Til vores Great Gadget Show i Teater Momentum oplevede vi fulde huse med begejstrede fans, som havde fået vores flyers om eftermiddagen på gaden. Forældre og børn fulgtes ad, unge og ældre fandt vej til showet og indstillingerne til avisen fortsatte.

Vi vidste nu, at vi lå godt i forhold til at kunne blive årets modtagere af Klods Hans Prisen, men turde ikke håbe for meget. Vi kunne kun gøre vores bedste i de sidste optrædender for, at indfri de store forventninger, som var bygget op i løbet af ugen. Fredag eftermiddag voterede juryen på Fyens Stiftstidende blandt de indkomne indstillinger og kunne meddele os at vi havde modtaget prisen og skulle have den overrakt ved Café Stiftens arrangement søndag aften.

Vi var super glade og stolte over hvad vi havde opnået. Vi havde faktisk slet ikke tænkt at vi kunne komme i betragtning før interessen for alvor begyndte at melde sig om mandagen, og nu,  fem dage senere, vidste vi at vi skulle modtage prisen. Vi måtte vente med at dele vores begejstring til søndag, da prisoverrækkelsen skulle foregå hos Fyens Stiftidendes officielle Café Stiften arrangement.

HabenGoods slog igennem under festival

Det var et meget stolt øjeblik for os at modtage prisen, og ikke mindst fordi det var publikums prisen der var i spil. Vores shows er skabt til at underholde publikum, og har altid publikum i fokus, når vi udvikler vores repertoire og når vi optræder.

Klods Hans prisen er publikums pris til det indslag, der på årets HCA Festivals overgår forventningerne til fantasifuldhed, høj kunstnerisk klasse eller vindende folkelighed.
Med prisen følger kr. 25.000,-

HabenGoods-Modtager-KlodsHansPrisen

Formanden for juryen, Fyens Stiftstidendes chefredaktør: Per Westergård sagde, da han overrakte prisen: “HabenGoods passer særligt godt til Klods-Hans prisen. For ligesom i eventyret er de i stand til at vinde folks hjerter med små midler”.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *