EventIntrovert - EkstrovertProcessTeambuilding

Introverte i samspil med ekstroverte

Hvordan kan man lykkes med at skabe et motiveret samspil mellem introverte og ekstroverte personer i en fællesoplevelse, der tilsyneladende handler om at være aktiv på en ekstrovert måde?

Og…

Er det muligt, for de introverte, at overkomme deres rædselsfølelse for, at skulle tage aktiv del i det store fællesskab, når det manifesterer sig i form af musikalsk teambuilding?

Jeg har altid påstået at “alle kan være med” i mine Stomp Along events. Og jeg har set det ske, mere end 1000 gange.
Jeg har også oplevet hvordan forvandlingen fra nærmest rædselsslagen, til nærmest lykkelig udspiller sig lige foran mig, i løbet af en halv time.
Jeg har endda oplevet deltagere sige:

“jeg plejer ikke at være til den slags, men det her var en fantastisk oplevelse”

Jeg ved også hvorfor det lykkes…

Jeg ved nemlig hvordan de introverte har det, når de bliver overrasket med en fællesaktivitet, som de ikke umiddelbart kan se sig selv som deltager i. Jeg er selv introvert, men jeg har lært at indtage rollen som ekstrovert showmaster, med et naturligt hensyn til mine “lidelsesfæller”.

Mine empatiske evner har guidet mig, hver gang jeg møder en ny gruppe af deltagere. I starten var jeg ikke helt klar over hvordan. Jeg gjorde bare det som jeg kunne mærke var rigtigt, og jeg lykkedes. Senere blev jeg klogere på processen, og jeg lykkedes endnu bedre.

Forudsætningen for at en fælles teambuilding aktivitet kan rumme hele det store fællesskab er, at den appellerer bredt, og altså både henvender sig til dem med store armbevægelser, – dem der giver oplevelsen “luft under vingerne” med høj energi, og, -men ikke mindst, rummer plads til dem med små armbevægelser, hvor de kan bidrage ligeværdigt til oplevelsen.

Det er to yderpunkter i personlige egenskaber, som kan være vanskelige at tilgodese samtidigt, og derfor vigtigt at der skabes tillid fra starten af mødet med deltagerne.

Det er helt almindeligt at de fleste mennesker, både de introverte og de ekstroverte, placerer sig langs væggen når de entrer til en fællesoplevelse, indtil de har afkodet omstændighederne, eller bliver guidet til at gøre noget andet.

Velkomsten og det indledende pitch, skal være båret af imødekommenhed og god energi, der vækker interessen for resten af oplevelsen. Det er motivationen i enhver handling herfra, der skal drive processen frem.
Med en perspektivering og et narrativ for det, der skal foregå, flytter jeg oplevelsen fra, at være et personligt anliggende til at være et fællesanliggende.

Med den første lille aktivitet, som har en indbygget “hilse-på-som-vi-plejer” funktion, sætter jeg deltagerne i bevægelse og de indtager naturligt rummet ved, at bevæge sig rundt i lokalet, og kommer uundgåeligt til både at grine, og skabe “øjeblikke af ufattelig skønhed”.

Det er her at rytmen og musikken i den fælles indsats viser sin styrke, fordi den favner hele vores sanseapparat, og ikke kun det intellektuelle aspekt. Vi bliver hjulpet videre af den generøsitet og diversitet som musikken evner at formidle, uden ord. Med helt enkle musikalske redskaber bliver deltagerne klædt på og motiveret til at gå videre.

Med en progressiv udvikling i aktiviteterne, kommer musikkens komplekse delelementer lidt efter lidt ind under huden på deltagerne, hjulpet på vej af mine optimistiske forventninger til, at det vil lykkes “at få showet ud over scenekanten og på tourné imorgen”.

Vi håndterer “fejl” som gode ideer til at gøre vores show til noget særligt, og de bliver på den måde et stort bidrag til underholdningsværdien, der er omdrejningspunktet i vores fælles indsats for at lykkes sammen. Samtidig frigøres deltagernes kreative impulser, der får god plads til at udfolde sig.

Diversiteten i spændet fra de introvertes forsigtige tilgang og til de ekstrovertes udfarende attitude, giver en dramatisk dynamik, både i temperament og visuel fremtoning. Hver især bidrager alle med et personligt udtryk, der kendetegner gruppens signifikans.

Kulminationen indfinder sig til sidst, når hele showet er blevet en fortrolig størrelse, som alle bidrager til med hver sit afsæt. Formen og indholdet har lagret sig og der bliver overskud til at tilføre individuelle fortolkninger af både rytmer og koreografier.

Det er her vi møder en tilstand af Flow; En stærk følelse af samhørighed og fællesskab, i en ekstasefølelse af hengivelse, overskridelse og selvforglemmelse.
Det er en helt naturlig tilstand, som vi desværre oplever for sjældent, men ikke desto mindre evner at indgå i som menneske, uanset om man er introvert eller ekstrovert.

Se mere på www.stompalong.dk, hvor jeg præsenterer forskellige musikalske fællesoplevelser, hvor alle kan være med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *