AgendaGruppearbejdeProcessSamarbejdsøvelseTeambuilding

Sceneskift i mødeagendaen

Hvad er mere forløsende og motiverende end at grine sammen, og tilmed i et tillidsfuldt samvær, der virker forførende og inspirerende for alle mødedeltagere?

Hvad skal der til for, at alle i lokalet glemmer tid og sted i et øjebliks hengivelse, hvor vi oplever adspredelsen fra de faglige indlæg forene det sociale fællesskab og det faglige fællesskab?

Jeg havde fornøjelsen af at være indbudt til Seminar for Staben i Rigspolitiet med ca. 50 mødedeltagere i september 2018, med mit helt nye teamwork program Mission Possible. Jeg oplevede hvordan mit indlæg, af en times varighed, udløste en hjertevarm atmosfære af hengivelse og øjeblikke, hvor tiden stod stille, og hvor vi var ét med filmmusikken som vi skabte sammen.

Min erfaring, fra mere end 1000 teamevents, med at træde ind i et mødelokale og lave et adspredende sceneskift, skulle komme mig til gode denne dag, da det var første gang jeg gennemførte dette nye program som led i en faglig mødeagenda.

Eksperimentet

For mig var det ikke bare endnu en dag på jobbet, men et eksperiment med et helt nyt koncept, som skulle stå sin prøve. Jeg skulle bevise:

  • at min måde at arbejde med musikalske fællesskaber på, kunne transformeres til et nyt format med fokus på gruppearbejde i en afdæmpet atmosfære.
  • at det nye format kunne gøre en forskel for nye og gamle kolleger på en generøs måde, hvor alle kunne finde glæde og engagement, ligesom i mine øvrige fællesoplevelsesformater også gør det.
  • at mit indslag kunne imødekomme og tilfredsstille arrangørerne og deltagernes forventninger om at kunne tage hjem fra en lang mødedag, med en succesfuld oplevelse.

Forberedelsen

Jeg havde testet min ide om at bygge instrumenter af afløbsrør, og spille filmtemaet fra Mission Impossible sammen med gæsterne ved vores årlige sommerfest for familie og venner, som vi kalder “Carlsberg Kop”. Her oplevede jeg hvordan både forældre og børn kunne finde sammen om at udmåle rørlængder med målebånd, og stemme toner med en smart phone app tuner, og fremstille et instrument i grupper af 3-6 personer. Vi oplevede hvordan vi grinede sammen, når vi optrådte for hinanden, og hvordan tiden stod stille i et øjeblik som vi husker tilbage på med stor glæde.

Til mine forberedelser hørte også at sikre, at udstyret var organiseret, så jeg ville kunne transportere det, opstille det i et mødelokale, præsenterer det, og gøre det let tilgængeligt for mødedeltagerne, for at undgå unødvendig kødannelse og ventetid i processen. Og som altid sikre, at der er nok af det hele, så vi kan imødekomme evt. ændringer i deltagerantal hvis det skulle ske.

Gruppearbejde

Mission Possible konceptet har fokus på gruppearbejde, som giver deltagerne anledning til at komme i dialog og udveksle ideer på en spontan og motiveret måde, uden at det kræver særlige forudsætninger. Med andre ord; – alle kan være med og skal blot tage del i de forskellige opgaver som naturligt vokser ud af processen.

Gruppearbejde fungere optimalt, når alle finder en funktion de finder naturlig. Derfor har de forskellige opgaver hver sin måde at appellere til deltagerne på:

  • Samle pvc rør
  • Udmåle fem forskellige rørlængder til fem forskellige toner
  • Downloade tuner app til smart phone
  • Slå toner an med en yogamåttebeklædt palletkniv fra Ikea
  • Finstemme tonerne med smartphone app´en
  • Designe instrumentet, ved at nogen holder rør, mens en andre spiller tonerne
  • Komponere en form i det musikalske arrangement
  • Kreere en form på actets performance og løfte underholdningsværdien

Gruppearbejdet foregår i samme lokale, selv med 10 eller flere grupper samtidigt, da volumen i rørklangen ikke bliver støjende til gene for de øvrige grupper. Den fysiske udfoldelse begrænser sig til stående aktivitet, med naturlige individuelle hensyn.

Mødet med staben i Rigspolitiet

Rigspolitiets mødeplanlæggere havde ønsket sig en adspredende aktivitet, som kunne understøtte det sociale element i samarbejdet mellem “nye og gamle” ansatte, og som kunne indgå i det årlige seminar, hvor også strategi og struktur er på dagsordnen.

Vi havde afstemt lokalets beskaffenhed og størrelse i Scandic Copenhagen konferencehotel med det specifikke krav, at aktiviteten ikke måtte afstedkomme forstyrrelser i andre mødelokaler.

Således afstemt mødtes vi umiddelbart før indslaget skulle finde sted. Jeg rullede mit udstyr ind på en baggagevogn og stillede op og var klar til at tage imod de 50 deltagere på mindre end 10 min. Borde og stole var rykket ud til siderne i pausen og lokalet forvandlet til dette sceneskifte.

Min introduktion tog afsæt i min egenskab af musiker og instrumentbygger i mit stomp band HabenGoods, hvor vi udvikler shows med underholdningsværdi, der efterspørges i mange forskellige sammenhænge. Uden vores hjemmebyggede instrumenter ville vi ikke komme så mange fine steder som vi gør!

Opgaven for deltagerne i Mission Possible var således:

  • at skabe et underholdende show
  • at udforme 10 forskellige acts + en finale
  • at være klar til tourné på én time ;-)

Risikoelementet var stort …  showbizz er knald eller fald, og kræver evnen til at være tilstede i øjeblikket for at tryllebinde publikum.

I denne genre er der tre vigtige faktorer der skal være til stede:

  • Showet skal swinge
  • Showet skal være catchy med elementer af noget kendt
  • Showet skal have indbygget humor

Som opvarmning spillede vi temaet fra Mission Impossible på luftguitar, og vænnede os til at stå på scenen med attitude og individuel klang i stemmen. Samtidig fik vi den skæve og meget catchy action melodi på hjernen, så vi hele tiden kunne falde tilbage til den, når vi senere fik brug for den igen.

Jeg demonstrerede hvordan vi med afløbsrørene kan frembringe toner ved at spille med palletkniven og stemme tonehøjden ved at udmåle rørlængderne, og finstemme dem med tuner app´en så vi får de ønskede fem toner.

I bedste Olsen Banden stil fortalte jeg om vores plan. Vi skulle bruge:

  • 5 kloakrør
  • 1 paletkniv fra Ikea, beklædt med yogamåtte
  • 1 målebånd
  • 1 smart phone tuner app
  • + masser af kreative ideer og højt humør

Første opgave: Byg et instrument med fem toner
Deltagerne var blevet inddelt i 10 grupper som fandt materialer frem, og som i løbet af ca 10 min fik konstrueret de fem rør med tilhørende stemte toner.

Anden opgave: Design instrumentet og form actet
Her handlede det om at finde individuelle måder at placere “rørholdere og rørspiller” i et underholdende setup, få tonerne til at spille på en genkendelig måde, og dramatisere et forløb med underholdningsværdi, tilføje sang, råb, bevægelse, koreografi, special effects i et forløb med en begyndelse og en afslutning.

Tredje opgave: Optræd for hinanden
Med stor applaus tog vi imod hver enkelt af de 10 meget forskellige acts, og hyldede diversiteten og opfindsomheden, som i hvert enkelt tilfælde gav anledning til et godt grin, på en meget hjertevarm måde.

Fjerde opgave: Finalen
Afslutningen er afgørende på enhver oplevelse. Som et stort symfoniorkester sikrede vi os, at alle instrumentgrupper stemte sammen, og vi åbnede vores lydhørhed for alle de andre. På min instruktion satte vi melodien igang gruppe for gruppe, og hørte hvordan vi kunne løfte klangen i fællesskab, med et intenst fokus, der satte tiden i stå helt frem til vores aftalte afslutning, hvor trianglen ringede på sidste omgang af temaet, og vi råbte “TA DAAA” i et flot punktum for en intens og vellykket fællesoplevelse.

En time i flow

Sceneskiftet blev båret igennem af deltagernes motiverede tilgang, hvor vi oplevede hvordan en veltilrettelagt fællesoplevelse udmøntede sig i en flow tilstand af hengivelse og selvforglemmelse. Med stor opfindsomhed optrådte vi for hinanden, og oplevede hvor forskelligt den samme melodi lød, når den blev fremført gruppevis som et act, med sans for kreative detaljer og stor underholdningsværdi, der udløste et godt grin. Vi oplevede også hvor intenst et fokus vi kunne etablere, når alle spillede sammen som et stort orkester, hvor både præcision, lydhørhed og kreativitet blev udfordret maximalt uden at risikere, at nogen følte sig tilovers eller intimideret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *